2009 - og atter behov for
en islandsk cykeltur. Men denne gang ikke Ringvejen rundt.
Jeg vil tage ruten langs vestkysten, rundt om Snæfellsness, give
mig god tid til at cykle ind i landet og gense Hraunfossar i den ro,
som stedet kræver, og som en cykeltur kan give.
Broder Peter, svigerinde Susse og to venner kom forbi, da jeg havde slået lejr i Reykjavik. Gik ud og spiste sammen, de var på slutningen af deres Islandsrejse.
Et telt, en cykel og en bøllehat. Mine behov her i livet er overkommelige...
... åh, ja, mit udstyr er alligevel opgraderet: En BoB-cykelanhænger er en fantastisk hjælp, når man vil have et lidt rummeligere telt med, og lidt mindre vægt på selve cyklen. Her ved mit første frokost-stop.
I bunden af Hvalfjördur, efter 72 km, lå for 16 år siden et cafeteria ("Botnskali"). Det gør der ikke mere. Trafikken på Ringvejen går ikke mere forbi dette sted, da der er gravet en tunnel under Hvalfjorden ved dennes munding. Nu er det kun fuglene, som overnatter hér - og så en enkelt sær dansk cyklist i telt udenfor (ej afbill.).
På nordsiden af Hvalfjördur ligger fjeldet Akra på halvøen Akraness. Lupinerne ses overalt langs vejene ved vestfjordene.
Jeg kørte nordvest på fra byen Borganes. Islændinge har noget med varder...
På sydkysten af Snæfellsness findes angivet en seværdighed, der hedder Ölkelda (nej, det er ikke en øl-kilde!). Det er en kilde med naturligt forekommende kulsyre, naturens mineralvand med brus! Jeg havde lidt besvær med at finde den, et stykke fra landevejen, ud af en markvej, og den ser sådan ud... Man kan tappe vandet fra hanen, det gjorde jeg, og - ærlig talt - man skal lade være. Men okkeraflejringerne er da flotte.
Bøllehatten og dens ejer har slået lejr ved Langaholt, en primitiv campingplads nær en golfbane (!) og helt ude ved strandkanten. (Teltet er lige slået op, men tydeligvis ikke strammet til endnu...)
Og ved strandkanten har man denne flotte udsigt vestpå til den snedækkede vulkan Snæfell. Den er kendt fra Jules Verne's roman "Rejsen til jordens indre", og den betragtes som et af jordens 7 eller 8 kraftige energi-centre (af dem, som tror på den slags). Haldor Laxness' roman "Under the Glacier" foregår også dér.
Golfklubben viste sig at
rumme en glimrende restaurant, som serverede fisk til både for-
og hovedret, en god flaske Chablisienne (ét glas helt klart for
lidt!), chokoladekage med flødeskum, og kaffe.
Herligt med det primitive camping-liv. Og så forebygger man jo
også et tilsigtet vægttab (?!?).
Videre vestpå langs sydkysten. Snæfell er nu dækket af skyer, som det tit er.
Campingpladsen ved den vestligste flække Arnarstapi på sydspidsen af Snæfellsness. Der er et meget lille cafeteria, men ellers ingen muligheder for at købe nye forsyninger. Jeg overnattede og cyklede straks næste morgen videre nordpå og rundt om selve spidsen af halvøen.
Søndag den 28. juni var en flot, skyfri dag med imponerende udsigt til Snæfell det meste af turen.
Her kan man tydeligt se, hvordan lava'en i sin tid er væltet ned af vulkanens sider, som en bred flodbølge.
På nordkysten af Snæfellsness. Er dette endnu en af Islands naturlige kilder ? - eller er der blot sprunget et vandrør ?
Kystvejen på nordsiden er forsynet med mange bakker og tilhørende udsigtspunkter.
De følgende dage sænkede Den Store Nordatlantiske Tåge sig ned over hav og kyst...
... og jeg stak sydpå via vej 56 over bjergkæden, og nød det gode, milde vejr ved gården Snorrastadir.
Gården ligger 1½ times vandring fra vulkanen Eldborg (til højre).
Østpå, inde i landet, ligger Deuildartunga, den største varmtvandskilde i Europa. 180 liter kogende vand pr. sek. ! En del føres med denne rørledning til byerne Borganes og Akranes (75 km væk) til opvarming af husene.
Man kan komme tæt på det kogende vand.
Og her ses, midt i landskabet, rørledning og pumpehus. Den ingeniørmæssige bedrift gør heldigvis ikke stort nummer af sig selv. Bemærk også de store drivhuse i området, naturligvis opvarmede med varmt vand.
Vejret - og udsigten til, hvordan det bliver i morgen - optager mig meget. Så meget, at en italiensk medcyklist for år tilbage, da han på en campingplads for tredie gang hørte om min bekymring for morgendagens vejr, udbrød med en charmerende accent: "Why you worry, you can do nothin' about it!". Den besked rejser jeg stadig rundt med, så nu kan jeg blot nyde de flotte skyformationer og aftenlyset uden bekymringer... Og beskeden kan jo benyttes i mange, mange andre sammenhæng også.
Hraunfossar. Jeg blev i området et døgn. Det er svært at blive mæt af dette naturfænomen.
I Husafell, det campingområde som ligger tæt på lavavandfaldene, havde jeg slået mit lysegrønne telt op i god ensomhed, og gået en dejlig tur. Men det var fredag, og da jeg vendte tilbage senere om aftenen var jeg omgivet af nabotelte og biler en masse. Islandske weekend-gæster. Op og afsted tidligt næste morgen !
Den næste dag bragte mig til campingpladsen ved Fossatun, og til "Trold-vandfaldene".
En bro fører landevejen over floden og det brede panorama af små vandfald, hvor man i sæsonen burde kunne se laksen springe op.
... og hér ses tydeligt den forstenede troldkvinde Drifa, som er en af hovedpersonerne i eventyret om "Den sidste Trold", skrevet af Steinar Berg (gårdmand og campingpladsbestyrer på Fossatun, tidligere musikproducer i Reykjavik for bl.a. SugarCubes).
Aftensol ved Trold-vandfaldene.
Hér, på vejen fra Fossatun over fjeldet tilbage til Hvalfjördur, ender asfalten og den islandske vejbelægning begynder.
På vej tilbage til Reykjavik, på sydkysten af Hvalfjorden, ca 60 km igen. Fik cyklet ialt 727 kilometer.
Jeg brugte et par dage i Reykjavik alene. Så kom Marianne på forlænget weekend. I lejet bil gjorde vi først stop ved den lille kaffestue...
... så ved Skogafoss...
... guldet glimter stadig nederst til højre.
Vi slog lejr i Skaftafell.
Næste dag. Vi ville på hel-dags-hike. Skydækket hangt lidt lavt, men lettede op ad dagen.
Udsigt fra Skaftafjeldet og vestpå.
Skaftafjeldet, med bøllehat og vandflaske :-)
En indfødt.
Marianne nyder udsigten over Skaftafellsjökull.
Den mægtige Vatnajökull sender mange gletsjer-tunger sydpå. Her passerer vi én af dem.
Vi når frem til Jökulsarlón.
Atlanterhavskysten er dekoreret, dels med sort sand og glatte sten, dels med isstykker.
Om aftenen kigger sælerne forbi.
Et nærbillede af god whisky og årgangs-is (ca. 1000 yrs. old...)
Klokken er lidt i 24, og det er faktisk hundekoldt...
... men vi holder ud. Nu slår midnatstimen, vi skåler, Marianne runder de 50 år.
Morgen ved isbjergelagunen. Koldere end vi havde forventet.
På vej tilbage til Reykjavik fik vi selskab af en folk islandske heste, som var kommet lidt ud af kontrol...
... de ville formentlig blot hylde fødselsdagsbarnet for hendes begejstring for islandske heste :-)
50-års-fødselsdagsmiddag på Lækjarbrekka, det sorte hyggelige træhus midt i billedet.
Vi fik hvalbøffer
og andet godt. Eller jeg fik...
Marianne var så forkølet og sløj, at hun ikke helt
kunne nyde sin egen festmiddag. Synd, synd !
Et sidste blik ud over Reykjavik, Akraness i baggrunden til venstre, og Hvalfjördurs munding. Fire flotte uger.