2005
I august tog Peter og jeg en uge med bil rundt på Island. Billederne på denne side er taget fra den video, vi tog.
Peter tog fat på "Morgenbladet" allerede i flyveren.
Det er ikke mange, som hæfter sig ved, at der findes en "lille gejser" på Island, trods at den ligger kun 50 meter fra den større "Strokkur" og den gamle (og inaktive) "Geysir".
En rød Nissan bragte os videre til...
...Gulfoss...
... Skogafoss...
... og til stranden ved Vík a Myrdalur med det sorte lavasand og de tre 65 meter høje klipper ude i havet. Det er i virkeligheden tre jætter, som er blevet til sten i fordums tider. Klipperne kaldes Reynisdrangar.
Ved en lille by med det mundrette navn Kirkjubæjarklaustur ligger Kirkjugólf ("kirkegulvet"), et 80 kvadratmeter stort område med vandret afskåren, 6-kantet søjlebasalt, som med god vilje ligner et kirkegulv.
På vores vej videre østpå passerede vi resterne af de stålbroer, som det voldsomme jökelløb nogle år forinden havde vredet rundt, slået knude på, og som islændingene nu har ladet stå som et minde om, hvilke voldsomme naturkræfter, landet byder på. Er det for overvældende, så har de også opstillet et bord og et par bænke, så man kan sidde og sunde sig lidt...
Så nåede vi Skaftafellsjökel, den store gletsjer som har givet nationalparken sit navn, og hvor man kan komme tæt på smeltevandsfloden. Og hvor man kan se dokumenteret, hvor meget gletsjerne på jorden smelter tilbage år for år, tiår efter tiår.
Udsigten over gletsjeren fra Skaftafjället.
Vi tog på guidet bådtur i isbjergelagunen.
Den unge guide fortalte om lagunen, og der blev fisket frisk is op...
... frisk tusind-år gammel krystal-is...
... og Peter fik en smagsprøve.
Vi havde desværre ikke whiskyflasken med, derfor ser han noget
betænkelig eller skuffet ud :-)
En sæl stak hovedet op for at se, om alt iøvrigt var vel.
Lagunen Jökulsarlón udmunder gennem en kort kanal i Atlanterhavet. Over kanalen er bygget en flot bro til Ringvejen.
Når isbjergene i lagunen er smeltet nok, kan de passere den lavvandede kanal. Så driver de ud, og møder de store Atlanterhavs-dønninger - og deres ultimative skæbne.
Østfjordene har deres egen flotte og barske charme. Her i et forrygende stormvejr, hvor selv de hærdede terner, kjover og måger havde opgivet at flyve til havs.
Peter henter vand til morgenkaffen på campingpladsen i Egilsstadir.
Hvis man tager en afstikker vestpå fra den nye Ringvej, kommer man til Mödrudalur med Island's højest beliggende gård, ca. 470 meter over havet. Her byggede gårdmanden for år tilbage en kirke af træ til minde om sin afdøde hustru.
I mere end 20 år har der været en kaffestue ("Fjällakaffi") og en lille campingplads hér, og den trives stadig trods det, at Ringvejen nu forløber langt øst for Mödrudalur. Bemærk den islandske isoleringsmetode, brugt gennem årtusinder, og stadig lige vel anbragt.
Vi kørte et smut til Dettifoss...
... og så videre vestpå til Narmaskard med de boblende svovl- og mudderpøle.
50 km vest for Narmaskard og Myvatn ligger Godafoss ("Gudernes vandfald").
Her er imponerende udsigter og brusende vand...
... og en velplaceret kaffestue.
Nej, vi kørte ikke tilbage til Fjällakaffi, men kiggede indenfor på et islandsk frilandsmuseum. Byggestil og -isolering forekommer højst nutidig. Eller omvendt.
Her er et par billeder fra middagen endnu længere vestpå, i Blönduós. Peter er køkkenskriver, og prøver det lokale bryg "Egil Skallagrimssons Gull".
Kokken arbejder heftigt. Han er ved at koge vand til to poser med frysetørret fra Spejdersport,
... men i ventetiden får også han hul på en "Egil Skallagrimssons Gull".
Peter og jeg sluttede rundturen af med et smut fra den vestlige Ringvej ind i landet, til Hraunfossar ("lava-vandfaldene"). Over en kilometer lang strækning fosser grundvandet ud gennem sprækker i flodens omgivende lavamasser og ned i det turkisblå vand. Et meget smukt punktum på en dejlig uge.
