2004
Denne cykeltur startede egentligt i 2003, hvor jeg tog afsted, 10 år efter min første cykeltur. Men på trediedagen kom jeg i tvivl om, hvorfor jeg dog rodede rundt alene på islandske veje i regvejr - og tog hjem...
Lige efter Nytår tilbød Flemming at tage med for sammen at kunne passere "the point of no return" :-)...
... og sådan gik det
til, at vi stod på campingpladsen i Reykjavik den 8. august, klar
til tre ugers cykelferie.
Billederne hér er screendumps fra den video, jeg lavede på turen.
Efter de første 25 km østpå ad Ringvejen...
... ligger der en lille kaffestue ("Litla Kaffistófan"). Mindelser om Bagdad Café ? Kaffen er god.
Tid til at evaluere den første halvdags etape.
Ringvejen fortsætter videre østpå og opad mod Hellisheidi, en højslette. Vinden er stik østfra :-(
Vi har nået det højeste punkt på højsletten og tager et lille hvil lige før nedkørslen til...
... byen Hveragerdi, som mest er kendt for sine enorme drivhuse med blomster og grøntsager. Vi var gode ved os selv og gik på "Kjøtt og kunst", en glimrende restaurant/café.
En ny dag med vulkanen Hekla til venstre (nordpå)...
... og masser af kilometer lige foran.
Vi når campingpladsen ved vandfaldet Seljalandsfoss.
Sydpå kan man se ud over sandsletterne ud til Atlanterhavet, og i horisonten ses konturerne af Vestmanna-øerne.
Sejlalandsfoss. Det beskrives som "blyantsformet". Man kan se passagen bag vandfaldet under det store klippe-fremspring (men man skal have badebukser eller en solid regnfrakke på!).
25 kilometer længere østpå ligger Skogarfoss, hvor vi også overnattede.
Rygtet vil vide, at en stor guldskat gemmer sig bag Skogarfoss' voldsomme vandmasser. Og med lidt held og lidt sollys i den rigtige vinkel kan man jo næsten se genskæret.
Man kan gå op ved siden af Skogarfoss og få et flot vue ud over sletten og floden Skogar's videre forløb.
Skogar's forløb før vandfaldet er også smukt, og man kan få en flot vandretur i timevis langs flodbredden.
Næste dag nåede vi Vik a Myrdal. Den våde by holdt tør, men Den Store Nordatlantiske Tåge lurede.
Det gjorde den også næste morgen. Her cykler Flemming videre fra Vik.
Tågen lettede, og vi mødte nogle af de lokale beboere.
Midt ude på Myrdalssandur var i tidernes morgen én varde. Siden er der noget, som er gået helt galt...
Næste morgen, i Kirkjubæjarkaustur. Varm Nescafe efter en kølig nat. Vi skal køre godt 70 kilometer, over den store Skeidarsandur, og vejret synes lovende.
Det blev faktisk ganske lunt. Flemming kører ikke i vand til anklerne, det er varmeflimmer på vejen.
I Skaftafell kan man se, hvortil gletsjeren gik i 1945 (den røde mærkepæl nederst til højre), og hvor meget den har smeltet tilbage i det forløbne 60 år (hvilket jo - i gletsjerens tidsregning - kun er et øjeblik). Goddag, klimadebat !
Vi skulle naturligvis også lige have et glimt af Svartifoss, det vandfald i nationalparken som har inspireret flere af islands berømteste arkitekter.
Vi er nået Jökulsarlón (isbjergelagunen) i pragtfuldt vejr. Teltene er slået op, og hvilken udsigt !!
Vi bestilte to dobbelte whisky med is. Og dét fik vi. Øksen var noget, servitricen fandt på...
Jeg tror ikke, hverken Flemming eller jeg glemmer disse Whisky'er.
Udsigten fra mit telt ved midnatstide. Vi er på Sydkysten, og dér er der ikke rigtig midnatssol. Men det ligner...
Teltlejren tidligt næste morgen.
Kan man blive færdig med at se på et motiv som dette ?
Ringvejen vider østpå. Smukke indtryk af den store gletsjer Vatnajökull nordpå.
I byen Höfn slog i lejr
for at tage bussen nordpå næste morgen.
Når modne mænd står op i den tidlige morgenstund,
er det for at tage fotografier som dette af solopgangen, som på
disse breddegrader foregår i nord-nordøst. Og når
man så er oppe, så kan man jo lige så godt...
Østkysten byder på imponerende udsigter.
Vi nåede til Reykjalid, den lille by på nordsiden af Myvatn. Flemmings cykel får et lille serviceeftersyn.
Vi besteg Hverfjell, som er en askevulkan, 6 kilometer i omkreds. I midten af krateret ses også en askekonus. Der har aldrig været lava fra denne vulkan. Den er dannet ved een eksplosion for ca. 2500 år siden, hvorved en voldsom mængde aske blev kastet op. Ingen anden vulkansk aktivitet siden.
Lige øst for Myvatn findes Narmaskard med boblende mudderpøle og stank af svovlbrinte. Omtales venligt som "Djævelens køkken", og man forstår hvorfor, når man kigger ned i "gryderne"...
Islændingene har gennem de seneste årti'er forsøgt at udvinde geotermisk energi fra dette aktive område, men det har været vanskeligt, da borehuller og rørforbindelser tit bliver ødelagt af forskydninger i jordlagene. Bygningerne kunne give associationer til A-kraft-værker, men her er der tale om rene, økologiske dampturbiner.
Et nærliggende område Leirhnjúkur nær vulkanen Krafla er præget af det sidste udbrud i 1984. Lava'en ryger stadig selv om overfladen nu er afkølet. Der er en vandretur 4-5 km rundt i arealet.
Her ses tydeligt den "yngste" lava fra 1984 som det sorte materiale.
Grænsen, hvortil lava'en kom på den bare græsmark, er ganske skarp.
Vi cyklede nu videre syd- og vestpå. Gjorde holdt ved Dimmuborgir ("De mørke slotte"), et område med lavaformationer og krat.
Flere af formationerne har fået navne. Her ses "Kyrkan" (kirken). Med lidt (megen) god vilje kan man på den ene væg se rester af et gammel kalkmaleri...
... ikke ? (Nej, billedet er ikke manipuleret, andet end jeg har afmasket det kraftige sollys udenfor :-))
Fossholl, campingplads og restaurant ved Godafoss.
Gudernes vandfald i morgenlyset.
Fra Akureyri tog vi Kjöllur-bussen ind over højlandet.
Pause ved Hveravellir midt i højlandet. Ved hjælp af tilløb fra en varm og en kold kilde har man lavet en naturlig hot-pot, hvor turister med hang hertil kan ligge i blød.
Når man kører bil eller bus i Island, må man naturligvis indordne sig sine medtrafikanter. Også selv om det bliver til kilometer eller kilometer i luntetrav bag en folk heste.
Vi fik et kort blik på Gullfoss...
... og på Geysir, før bussen kørte os videre til Reykjavik.
Tak for turen, Flemming. Det var dejligt at følges med dig.