I 1997 var der atter Almen medicinsk kongres i Reykjavik, og dette år ville jeg gerne deltage i kongressen.
Derfor tog jeg derop fem dage forinden, og fløj med en lille privat flyveselskab fra den lokale lufthavn i Reykjavik centrum nordpå til Reykjalid, den lille by på nordøstbredden af Myvatn.

Det var fint vejr med spredt skydække, da vi startede. Her er udsigten over downtown Reykjavik. I Baggrunden ses til højre mundingen af Hvalfjorden og bagved den ses bjerget Akrafjell.

Skydækket tiltog kraftigt i den times tid, vi fløj, og piloten fik melding om kraftigt snevejr i Myvatn-området...

... og det var ikke løgn. Jeg slog teltet op, og havde campingpladsen helt for mig selv de første dage.

Fra teltet kunne jeg se ned over byen Reykjalid og Hverfjell i baggrunden.

Det var en flot, men noget barsk travetur østpå langs Ringvejen over Narmafjelll. Det sneede fortsat en del, og udsigten var lidt sløret heraf.

Det var sært paradoksalt dette område med kogende dam- og mudderhuller midt i snedriverne.

Den megen vanddamp fryser til istapper på de snore, som er hængt ud for at markere områder, man ikke bør betræde.

Og hvis snorene ikke er nok, er der også skilte, som både advarer mod risikoen for brandskader, hvis man træder gennem den tynde jordskorpe, - og forbyder turisten at cykle rundt på sin mountainbike på dette sted.
Jeg har nu heller aldrig set nogen cykle i selve Narmaskard...

 

Selv om vejret var gråt og sløret af sne og damp, fremstod lavastenene fortsat med de flotteste farver af svovl og mineraler.

Og svovl- og mudderhullerne kogte lystigt.

Jeg blev i Myvatnområdet i yderligere fire dage, og blev så fløjet tilbage til hotel Leif Eriksson i Reykjavik, så jeg kunne deltage i kongressen. Efter denne telttur i dette klima var det lykken at komme tilbage til et godt hotelværelse og til lidt god mad - for ikke at snakke om al det fine lægefaglige...!

Retur til Islands-siden