1987
Den 5. nordiske kongres i
alménmedicin blev holdt i Reykjavik i juni 1987.
Nu - mere end 20 år senere - tør jeg godt indrømme,
at jeg aldrig nåede helt frem til det faglige forum. Min ældste
datter Nanna havde år forinden besøgt lava-ø'en
i Nordatlanten, og jeg mente at det nu var på tide, at min yngste
datter Katrine skulle opleve Island. Min genbo lånte mig velvilligt
sit gamle telt, og Icelandair sørgede for bil-leje.
Hverken far eller datter havde rutine i telt-livets fine detaljer, men det lykkedes at slå lejr på campingpladsen i Reykjavik. Der var på alle måder rigeligt med plads, mens faciliteterne begrænsede sig til et hvidt træskur, se senere.
På første dag fik vi set Geysir-området...
... og Gullfoss.
Vi overnattede i Borganes, og kørte i ét stræk videre
næste dag til den lille by Reykjalid ved Myvatn.
Vi gjorde holdt ved "De mørke borge" (Dimmuborgir). Herfra ses til højre en del af Hverfjäll, den koniske askevulkan, og i baggrunden ses Narmaskard, hvor det syder og bobler og ryger.
Narmaskard med de koglende svovl- og mudderhuller. Man får et tydeligt indtryk af, at jordskorpen hér er ganske tynd, og skilte i området advarer én mod at gå udenfor de afmærkede passager.
Fra Myvatn fortsatte vi til Grimstadir, som i 1987 bestod af tre huse og to bensinstandere (tyve år senere er bensinstanderne taget ned), og næste dag kørte vi nordpå til det mægrtige vandfald Dettifoss og den store canyon, som vandfald og flod gennem tusinder af år har gravet.
Katrine var på det tidspunkt knapt 14 år, så det var ikke muligt at tilbringe en lille uge i Island uden at skulle ride en tur. På vores vej tilbage mod Reykjavik fandt vi en hjælpsom islænding.
... og den ligeledes hjælpsomme fader ses her på en hest. Vi havde faktisk en god formiddag, og det var først næste morgen, jeg kunne mærke noget ubehag :-)
Tilbage på campingpladsen i Reykjavik. Bemærk "faciliteterne", det hvide træskur i baggrunden. Islandsrejsende anno 2009 vil overraskes over, hvor meget området er blevet udbygget.
Når man bevæger sig i den islandske natur, må "Hulebjørnens klan" siges at være passende litteratur. Katrine slugte bogen. Og selv om jeg ikke slugte Island, så fik jeg på denne tur en forrygende appetit på denne ø.
Jeg måtte tilbage igen...